Min far's begivenhedsrige liv

Min far Aage Eberhardt Christoffersen blev født i Svendborg i 1902 som den næstyngste af 6 børn. De var 4 piger og 2 drenge.

Skolelæreren og præsten sagde til min farfar, at de synes, at han skulle læse videre, for han havde et lyst hovede.

Dertil svarede min farfar, at det var noget værre pjat, næ sådan en stor knægt, han skulle ud og bestille noget, så min far måtte ud af 6. klasse 13. år gammel, men min farmor holdt meget stejlt på, at så skulle han i hvert fald have et fag at falde tilbage på, så min far kom i lære som skibsbygger.

Men da min far var 16 år døde hans elskede mor, og min farfar, der ikke havde andet end damer i hovedet, og som var en gnier, skønt han tjente godt som slagterimester på Svendborg Svineslagteri, sagde, at nu måtte min far klare sig selv helt og aldeles, og da han ikke kunne klare sig på en lærlingeløn, måtte min far forlade sin læreplads.

Jeg ved ikke, hvad han lavede, før han tog hyre på et skib, der gik fra Antwerpen til en engelsk havneby. Det var hans første sejltur. Skibet var lastet med kul, men så skete det, at de kom ud i en orkan, og min far blev så søsyg, at han bare ønskede, at han måtte dø.
Hele lasten af kul blev smidt overbord, og da kaptajnen råbte: "Alle mand på dæk, vi ved ikke, om vi kan pejle den yderste revle", så blev min far liggende i sin køje, skønt vandet stod et stort stykke over dørken, han var bedøvende ligeglad med, om skibet gik op eller ned, så søsyg var han, de klarede dog turen men uden last.
Han har selv fortalt os, at han måtte være blevet "vaccineret" mod søsyge på den tur, for han havde aldrig siden den tur været søsyg.

Han sejlede så et par år, tog derefter hjem igen til Svendborg for at se til sin far og lillesøster, men da han trådte ind af døren til sit barndomshjem, sagde min farfar blot disse 3 ord: "Hvad vil du?" Han var altså i vejen, for min farfar havde allerede installeret en ny dame i hjemmet.
Min far blev meget skuffet og tænkte på, hvor anderledes det ville have været, hvis hans mor havde været i live, så min far rejste fuld af skuffelse og sorg til København, og der lå et kontor, hvor man kunne blive indrulleret i Fremmedlegionen. Han var på det tidspunkt 18 år, det var i 1920. Efter en grundig lægeundersøgelse, skrev han kontrakt for 5 år, og rejste derefter til MAROKKO. Der skulle han igen gennemgå en lægeundersøgelse for de, som ikke fysisk ville kunne klare mosten, blev råt sorteret fra.

Men tiden i Fremmedlegionen viste, at han vist ikke havde været helt klar over, hvad han virkelig gik ind til. Han var nu i et elitekorps, som man fuldt ud skulle kunne stole på og dertil være tapper og modig, men det gik desværre helt anderledes, end han havde tænkt sig. Det var som sagt i Marokko, og over hele regimentet hang den brændende sol, han sagde, at det var et helvedes klima.

De marcherede ofte i sand, der gjorde gangen tung og besværlig, mindst 25 km om dagen og ofte med fuld feltmæssig oppakning 30 kg.

De fik skydeundervisning, (men min far havde gået til skydning i en meget ung alder og havde vundet flere præmier), så han blev skarpskytte i legionen på kort tid.

Hvordan man overlever i barske kår og nærkamp skulle de også lære. Han mente nok, at han skulle kunne klare det, hvis ikke følgende var sket allerede efter 7-8 måneder:  Det skete, at han ind imellem skulle stå på vagt om natten, og soldaterne stod 2 og 2 ved siden af hinanden omkring fortet (Jeg ved ikke hvilket fort det var). At stå vagt om natten var en hård belastning af nervesystemet. Med alle sanser spændt stod de vagt i de kulsorte ørkennætter. Men så skete det med kort tids mellemrum, at den vagt, der stod lige ved siden af min far, i eet nu fik kappet hovedet af, og da det skete 2 gange, tænkte min far, at det måske blev ham selv 3. gang.

Det skete på den måde, at beduinerne i det sorte nattemørke sneg sig fuldstændigt lydløst som katte ind bag en af vagterne, og med et snuptag skar de med deres skarpe krumkniv hovedet af ham.

Det blev nemlig betragtet som et stor sejr for araberne, at kunne fremvise hovedet af så mange legionærer som muligt.

Det blev så stort et psykisk pres for min far, at han besluttede, koste hvad det ville, at stikke af. Han slog sig sammen med 2 tyskere, som havde oplevet det samme som ham, og en nat flygtede de alle 3, men under flugten, som en af de andre vagter havde opdaget, skød denne vagt min far i det venstre ben, men min far vendte sig lynhurtigt om og skød tilbage på denne vagt, og med bevistheden om, at han måske havde skudt en legionær-kammerat, havde han det ikke godt (det meste har jeg fået fortalt af min faster Vera og onkel Tony, for han talte ikke om det, når min bror og jeg var tilstede, men ind imellem lyttede vi os til en del, uden at han vidste det).

Min far og de 2 tyskere flygtede derefter ud i ørkenen, og gik derefter ind ad i landet, for legionen det vidste de jo, at ude ved kysten var det første sted, de ville lede efter dem. Altså de gik ind i landet i nogen tid. De gik om natten og holdt rast om dagen. Da de havde gået et godt stykke tid (jeg ved ikke hvor længe), vovede de sig omsider ud til kysten, og det eneste gode der var der, var, at komme fra den brændende sol til den den friske havbrise.

De gik modløse frem og tilbage på kysten. og sagde til hinanden, at de nok aldrig slap væk, men een ting var de enige om, at hellere ville de skydes som dessertører, end de ville have halsen skåret over, så deres hoveder kunne fremvises som et trofæ for araberne.

Men på den 4. dag så de pludselig et skib i horisonten og fra dette skib blev der sat en jolle i vandet, og den blev roet ind mod kysten, de skulle ind og hente ferskvand. Det viste sig, at det var en skipper fra Thyboron, og min far tiggede og plagede ham om, at tage dem med. Først nægtede skipperen pure og sagde: "Med de uniformer, nej jeg skal ikke have vrøvl med de franske myndigheder".

Men min far sagde, at han før havde sejlet et par år og kendte til det meste af arbejdet ombord, og selvfølgelig ville de alle 3 med stor tak arbejde gratis ombord. Efter at skipperen havde tænkt sig lidt om, sagde han: "OK, men så må I selv svømme ud til skibet", og selv om der var hajer i farvandet, betænkte de 3 sig selvfølgelig ikke et eneste øjeblik.
De sprang i vandet med uniformerne på og kom ombord. Deres 3 uniformer blev øjeblikkeligt smidt ind i fyret og brændt. De lånte så noget tøj af besætningen og gik, efter at have fået mad og drikke, i gang med at arbejde ombord, min far som fyrbøder. Et par dage efter, at de var kommet ombord og fået tildelt hver deres job, kom der en inspektion fra den franske fremmedlegion. De spurgte, om nogen på skibet havde set 3 desertører, en dansnker og to tyskere, men det var der selvfølgelig ingen der havde og heldigvis var uniformerne brændt.

(Hvornår dette skib ankom til København ved jeg ikke) men skudsåret i min fars ben så forfærdeligt ud. Han turde ikke henvende sig på et hospital, da det var et skudsår, for så ville politiet blive tilkaldt. Han tog i stedet ind til sin søster (altså min faster Vera), som på det tidspunkt arbejdede i køkkenet på Kommunehospitalet. Min faster havde her en meget god veninde, som var oversygeplejerske på Kommunehospitalet og boede privat næsten lige ved siden af hospitalet. Min faster Vera satte hende ind i situationen, og hun begyndte straks at tage min fars ben under behandling.
Allerførst skulle kuglen jo ud, og så skulle såret renses for en masse betændelse. Han fik derefter benet bundet ind i gaze, men det tog en rum tid at få såret helt lægt, og hver eneste dag i den lange tid, mødte han op hos oversygeplejersken privat og fik såret renset, og derefter hen til min faster i Kommunehospitalets køkken, hvor hun gav ham en kæmpestor madpakke, så han havde mad til hele dagen.

Men eftersom myndighederne i København vidste, at han havde hyret sig til Fremmedlegionen i MAROKKO for 5 år, ville han ikke risikere på grund af folketællingerne at være registreret i København, hverken hos sin søster Vera eller på et værelse for 1925, og det var kun 1922. Men det var heldigvis sommer i Danmark, så han gik hver dag over i Fælledparken, og her sov han om natten sammen med de hjemløse. Han delte af sin madpakke med dem, og fik på den måde et godt indblik i mange tragiske skæbner, som han til tider syntes var endnu værre end hans egen. Alkohol som øl og stærke drikke røret han aldrig, men han røg meget både cigaretter og pibe og til selskab kunne han godt lide et glas vin eller to, (men jeg har aldrig set min far beruset, han kunne kun lide noget der var sødt).

Da hans ben atter var i orden, tog han igen ud at sejle (jeg hørte som 10 årig), at han fortalte min onkel, at han 2 gange, da skibet lagde til i en Fransk havn, blev ombord, for det var dansk område, og der var noget om, at dødsstraffen over en desertør varede i 20 år.

I 1924 tog han til Bornholm og blev karl på LADEGAARD, det var en stor propritærgård, som lå i Klemensker. Her traf han min mor, som var stuepige på gården. Hun var bornholmer, hun var køn, og de blev forelskede i hinanden, og på et tidspunkt i 1926 rejste de begge til København. De blev gift den 1. august 1926 i Aldersro Kirke.

De fik en lille lejlighed i Øresundsgade, det hed Gaden dengang.
Den 29. maj 1927 kom jeg til verden og 20 måneder senere min lillebror, det var den 18. januar 1929 og han blev døbt Ove Eberhardt Christoffersen. 
Da jeg var 4 år gammel flyttede vi til Islevholm, og det var på landet dengang, det var i 1931 og på det tidspunkt eller rettere sagt indtil dette år havde han haft arbejde hele tiden, jeg tror nok der var på Burmeister & Wain, han var i hvert fald kranfører, men i 1933 blev han arbejdsløs i 2 år, og han og min mor såede alle mulige grøntsager i haven samt kartofler, det var en god hjælp til kosten, for de fik kun 14 kroner om ugen i "hjælpe-kassen".

Men en dag i denne periode kom han hjem med 2 mænd, og de kom flere gange om ugen. De læste i nogle bøger, og min far hjalp de 2 andre og de ham, for der var vist temmelig meget regning og fysik til den eksamen, som de alle 3 gerne ville have, og det var kedel- og maskinpassereksamen. Der lå ganske vist en skole inde i København, hvor man kunne læse til den eksamen, men den skole havde min far selvfølgelig ikke råd til at gå på, når han var arbejdsløs.
Da de alle 3 omsider nåede så vidt, at der skulle afholdes eksamen på denne skole, så spurgte alle de andre, som havde gået på skolen: "Hvor kommer I fra, vi har da aldrig set jer før på skolen?", men min far svarede som sandt var, at de havde læst hjemme, hvorefter de svarede til min far og de 2 andre mænd: "Det klarer I aldrig, der er lige et par stykker fra vores hold, der er dumpet".  Resultatet blev, at min far klarede den eksamen med et meget fint resultat. Han søgte så arbejde på Østre Elværk, som hørte under Københavns Belysningsvæsen, det var i 1935 og han blev løst ansat her, men i 1938 blev han fastansat som tjenestemand. Vi boede på dette tidspunkt på Stenmaglevej, men flyttede så til en ejendom der lå på Frederikssundvej 259 H, stuen th., og ejendommen hed Brønshøjvænge.

Da jeg som 14 årig i 1941 gik på Københavns Kommunale Præliminærkursus i 2 år og fik præliminæreksamen, hjalp min far mig med store indviklede regnestykker, han var et geni til regning, skønt han kun havde gået 6 år i skole.

Matematik havde han ikke lært, men til gengæld fik jeg stor hjælp i historie og geografi. Han kunne fortælle mig mange ting i disse fag, som ikke fandt sted i mine skolebøger. Når han havde nattevagt på Østre Elværk, læste han meget og ligeledes i sin fritid, det var mest historie og historiske romaner. Hans kolleger på Østre Elværk kaldte ham for "filosoffen" fordi han vidste besked med så mange ting, og når der var julefrokost på værket eller til min brors og min konformation, skrev han altid festsange og han var en god "rimsmed".

Han må have haft karakter efter min farmor, som jeg aldrig har kendt, da hun døde i 1918, for lige så småtskåren og nærig min farfar var, så var min far det stik modsatte, han var aldrig bange for at hjælpe andre med såvel penge, som andre ting. For eksempel da min bror og jeg blev gift og han fik børnebørn, så forkælede han sine børnebørn ud over alle grænser, og min mor, som jeg slet ikke har omtalt her, hunelskede også sine børnebørn (hun står i mappen for sig selv med beskrivelse af hendes barndom, ungsom o.s.v).

Min far var arbejdssom og pligtopfyldende, altså på El-værket, for han var trods alt så gammeldags, at konen gik hjemme hos børnene og vartede ham op.

Under krigen 1940-1945 fik han et passer-kort, for med de forskellige arbejdstider han havde, var han nødt til at færdes ude både om natten og sent om aftenen, for tyskerne havde jo lavet spærretid, så man ikke måtte færdes ude efter kl. 20 aften. Af og til blev han standset med sin cykel af de fordømte tyskere, og de følte på ham og spurgte hvergang: "Haben sie waffe", hvorefter min far tog sin cykelpumpe frem og sagde: "Ja luftwaffe".

Han blev på Østre Elværk som kedel- og maskinpasser, lige til han blev pensioneret i 1969, og han døde i 1976 af angina pectoris, for dengang kunne man ikke få en by-pass operation.

Dette er skrevet til mit barnebarn, Søren Kretzschmer.

Skrevet af Karen Margrethe Kretzschmer født Christoffersen,
1. august 2003.